9. Jan. 2023 – Nyhed – Læsetid 2 min
Danica sælger hotel centralt i København for 550 mio. kr.
Danica Ejendomme har netop solgt hotellet The Square på Rådhuspladsen i København til Arp-Hansen Hotel Group for 550 millioner kroner.
Det 4-stjernede hotel The Square med 268 værelser på Rådhuspladsen i København har fået nye ejere. Danica Ejendomme har solgt ejendommen til den mangeårige lejer Arp-Hansen Hotel Group for 550 millioner kroner.
Salget sker som en strategisk trimning af ejendomsporteføljen, hvor hoteller ikke er blandt de foretrukne ejendomstyper, fremhæver adm. direktør Michael Nielsen.
”Vi er meget tilfredse med salget og har i mange år haft et glimrende samarbejde med Arp-Hansen Hotel Group, og vi er glade for at de nu overtager ejerskabet. Der er flere fordele ved at operatøren af hotellet selv ejer ejendommen. Og for Danica Pension er salget med til at give vores pensionskunder et bedre afkast.”
Arp-Hansen Hotel Group’s administrerende direktør Dorte Krak udtaler i forbindelse med købet:
“Vi har en klar strategi om at drive og eje hoteller og hostels på centrale beliggeheder i København og Aarhus og alle der har spillet matador ved at Rådhuspladsen er prima beliggenhed at have hotel på. Vi har drevet The Square som lejere hos Danica i snart 20 år og er rigtig glade for nu at have denne ejendom i vores egen ejendomsportefølje”
Arp-Hansen Hotel Group ejer i forvejen en hel stribe hoteller, blandt andet Tivoli Hotel & Congress Center og Imperial Hotel og Wakeup Copenhagen hotellerne.