13. Oct. 2022 – Artikel – Læsetid 3 min
Danica sælger erhvervsejendom for 100 millioner kroner
Danica Ejendomme fortsætter med at sælge ud af ejendomme, der ikke passer ind i investeringsstrategien. Seneste skud på stammen er en erhvervsejendom, der netop er blevet solgt for 100 millioner kroner.
Danica Ejendomme har netop solgt en erhvervsejendom i Nærum i Nordsjælland på knap 10.000 kvm. til investeringsselskabet Actus for 100 millioner kroner.
Salget sker som et led i at trimme porteføljen, så den passer bedre til investeringsstrategien, hvor Danica Ejendomme fokuserer på bolig- og erhvervsejendomme i landets største byer.
Det er den 10. ejendom, Danica har solgt fra, siden den nye investeringsstrategi blev meldt ud sidste efterår, der blandt andet består af at trimme porteføljen af ejendomme til større enheder i de større byer. I juni blev der solgt fem boligejendomme ligesom der løbende er blevet frasolgt erhvervsejendomme.
De 20-25 ejendomme, Danica Ejendomme fra start har haft planer om at sælge fra, forventes at indbringe et samlet beløb på over to mia. kr.
Underdirektør i Danica Ejendomme, Kenneth Olsson, er meget tilfreds med det aktuelle salg og salgene generelt.
”Vi har hele tiden slået fast, at vi ikke har travlt med at sælge ud, men at vi vil finde de rette købere til den rette pris og når vi har bragt ejendommen frem med optimeret udlejning. Det har vi gjort både ved dette salg og de andre salg. Og den strategi vil vi også følge fremadrettet,” siger Kenneth Olsson og tilføjer:
”Strategien for frasalget skal munde ud i en mindre kompleks portefølje, færre mindre ejendomme og en mere samlet geografi. Alt andet er for en stor investor som Danica for dyrt og tungt at administrere. Derfor trimmer vi vores portefølje, hvilket vil give vores pensionskunder et bedre afkast,” siger Kenneth Olsson.