7. Sep. 2023 – Artikel – Læsetid 3 min
Danica Ejendomme indgår aftale med Clever om ladestandere ved sine ejendomme
For lejere i Danica Ejendommes bolig- og erhvervsejendomme bliver det fremover nemt at oplade elbilen. Selskabet har indgået en aftale med ladeoperatøren Clever om at etablere ladestandere ved sine ejendomme.
Tilfredse lejere og til gavn for den grønne omstilling. Det er baggrunden for, at Danica Ejendomme har indgået en rammeaftale med ladeoperatøren Clever om at få opstillet ladestandere ved sine ejendomme, så lejerne kan få strøm på elbilen. Danicas ejendomsportefølje består af 110 ejendomme og ca. 2.700 boliger og 600 erhvervslejemål primært i København og Aarhus.
”Vi har oplevet et stigende behov fra vores lejere – både private og virksomheder – om muligheden for at lade deres elbiler op ved deres bopæl og på arbejdspladserne. Aftalen indebærer, at der løbende vil blive opstillet ladestandere i takt med efterspørgslen,” siger Henrik Kehlet, Chief Asset Manager i Danica Ejendomme og tilføjer:
”Vi er naturligvis interesserede i at have tilfredse lejere, og aftalen med Clever gør det nemt for vores bolig- og erhvervslejere både med og uden Clever-abonnement at oplade deres elbiler. Og det spiller naturligvis også ind, at det er en del af Danicas strategi at bidrage til den grønne omstilling,” fastslår Henrik Kehlet.
I den forbindelse fremhæver han, at der også bliver etableret ladestandere på parkeringsanlæg, som Danica Ejendomme ejer, hvor offentligheden, og ikke kun lejere, får muligheden for at rulle ind og få frisk el i tanken.
Hos Clever, der driver Danmarks største ladenetværk, er aftalen et essentielt skridt mod at få endnu flere til at vælge elbilen til.
”I Clever mener vi, at elbilen skal være folkelig og for alle. Uanset om man bor i hus eller lejlighed. Derfor er samarbejdet med Danica vigtigt. Det betyder nemlig, at vi kan opsætte endnu flere ladestandere der, hvor elbilisterne bor eller arbejder. På den måde bliver det attraktivt for flere at vælge den grønnere løsning til,” fortæller Clevers direktør, Casper Kirketerp-Møller.
Det er Clever, der står for alt fra installation til drift og løbende servicering af de ladebokse, der idriftsættes på Danica Ejendommes lokationer.
Udover at levere og servicere ladebokse vil Clever også løbende levere energidata til de virksomheder, der lejer sig ind hos Danica Ejendomme, så de kan få fuldt indblik i deres ladenetværk, men også i de data, der bidrager til deres grønne regnskaber. Det betyder, at virksomhederne hele tiden kan følge med i, hvor meget ladestanderne er med til at minimere virksomhedernes samlede CO²-aftryk.