2. Nov. 2023 – Nyhed – Læsetid 2 min
Danica Ejendomme får pris for bæredygtig forskel i byggeriet
Genanvendelse og genbrug ved demonteringen af Danica Ejendommes Nauticon-bygning på Sluseholmen er netop blevet belønnet med ”Løsningsprisen”, som hædrer dem, der leverer et særligt bidrag til en grønnere og mere bæredygtig byggebranche.
Danica Ejendomme har siden i sommer sammen med firmaerne Tscherning, Søren Jensen og Artelia været i færd med at demontere dele af Nauticon-bygningen på Sluseholmen, og mange af materialerne giver nyt liv til to konkrete Danica-byggerier. Udover de to byggerier, vil overskydende materialer fra Nauticon-bygningen også kunne anvendes i andre byggeprojekter.
Den tilgang er netop blevet belønnet på Building Green med prisen ”Det Bæredygtige Element – Løsningsprisen” for at gøre en bæredygtig forskel i byggebranchen og medvirket til at gøre byggebranchen grønnere. I juryens begrundelse står:
”Nauticon vandt årets løsning for deres omfattende genbrugstilgang kombineret med en overskuelig platform til videresalg af cirkulære byggematerialer. Det er et glimrende eksempel på en løsning, som direkte adresserer og løser en udfordring i branchen.”
Udviklingsdirektør i Danica Ejendomme Niels Fribo er stolt over, at Danica Ejendomme er blevet hædret for at gøre en positiv forskel for klimaet:
”Det giver miljømæssig mening, at materialer får nyt liv, fremfor at det bliver bortskaffet. Samtidigt så er det en stor del af vores strategi at bygge så klimamæssigt effektivt som muligt. Vi ved, at vi har en forpligtigelse til at gøre byggeriet grønnere, og det arbejder vi også målrettet på. Derfor vil vi også fremadrettet have fokus på genbrug og genanvendelse og give ejendomme nyt liv.”