17. Feb. 2023 – Nyhed – Læsetid 2 min
Danica Ejendomme ansætter ESG-chef
Med et stigende fokus på bæredygtige tiltag og biodiversitet har Danica Ejendomme ansat en ESG-chef.
Med en ambitiøs målsætning om at reducere CO2-udledningen fra ejendomme med knap 70 procent i 2030 kombineret med et stort fokus på at bæredygtighedscertificere ejendomme, har Danica Ejendomme ansat Morten Fassov som ESG-chef.
”Danica Ejendomme har ambitiøse mål på den bæredygtige front og har allerede opnået flotte resultater. Jeg ser frem til at fortsætte den positive udvikling at få vores ejendomme i endnu højere grad til at bidrage til den grønne omstilling,” siger Morten Fassov.
Han er 46 år og uddannet civilingeniør fra Aalborg Universitet i 2004 og kommer fra en ansættelse i NREP.
Ifølge adm. direktør i Danica Ejendomme Michael Nielsen styrker ansættelsen af Morten Fassov organisationen på området, som dermed har taget et vigtigt skridt i at nå sine ambitiøse klimamål:
”Med Morten ombord kommer der endnu mere fokus på ESG i Danica Ejendomme, herunder ikke mindst biodiversitet og vores målsætning om at reducere CO2-udledningen og certificere flere ejendomme. Vi er overbeviste om, at vores klimafokus er den rigtige vej at gå for samfundet, og ikke mindst for vores pensionskunder, da vi oplever en øget efterspørgsel efter bæredygtige ejendomme.”
Fakta:
Danica Ejendommes samlede aktiver udgør 37 mia. kroner ultimo 2022.Det overordnede mål er at reducere CO2-udledningen fra den danske portefølje af ejendomme med 37 procent. i 2025 og 69 procent i 2030 sammenlignet med udledningen i 2019.
CO2-udledningen er allerede reduceret med 36 procent i forhold til 2019 svarende til 2.569 tons CO2. I løbet af 2023 vil målsætningen for reduktion af CO2-udledningen frem mod 2025 blive revurderet, mens målet frem mod 2030 forventes fastholdt.